BOPA's grundlæggere BOPA's grundlæggere
BOPA
en modstandsorganisation
under Danmarks besættelse 1940 - 1945


'Land og Folk's reportage


Land og Folks reprotage

 

Endnu to krigsindustrier lagt stille

Tyskerne havde næppe fået tid til at sunde sig efter patrioternes aktion mod Riffelsyndikatet før to andre af deres vigtige krigsindustrier led præcis samme skæbne og blev totalt sat ud af spillet.

Søndag den 25. juni kl. 5 morgen blev de deciderede tyske krigsforetagender "Nordwerk I" og "AMBI", begge beliggende i Ryesgade i København, udsat for et veltilrettelagt angreb af ca. 30 frihedskæmpere. "AMBI" stod under beskyttelse af de sommerske banditter, men deres modstand blev hurtigt nedkæmpet, og frihedskæmperne forcerede adgangen til fabrikken ved at sprænge sig vej gennem murerne. Denne forsprængning kaldte Ryesgades arbejderbeboere til vinduerne og da man fik færten af hvad der var ved at ske, lød høje begejstringsråb fra alle vinduerne til patrioterne.

"Nordwerk I" der er engageret i den tyske flyvemaskinindustri, beskyttedes af ca. 12 politibetjente der som bekendt for kort tid siden under protest måtte overtage det uappetitlige job fordi de sommerske banditter havde nedlagt arbejdet som følge af at seks af deres kolleger lidt efter lidt var afgået ved en noget voldsom død. Også på denne virksomhed blev modstanden hurtigt nedkæmpet, og omtrent på samme tid forkyndte eksplosionerne at begge virksomheder i en overskuelig fremtid er færdige med at producere for fjenden.

Endnu før det var lykkedes patrioterne at trække sig tilbage, forsøgte tyskerne at bane sig vej frem til Ryesgade for ved afspærringer at forhindre danskerne i at forlade stedet. Fra Østerbro forsøgte en vogn med Gestapofolk at trænge op gennem Ryesgade. Da den ikke standsede for varselsskud fra patrioternes fremskudte sikringsstyrker, fik den en voldsom salve med den øjeblikkelige virkning at vognen ikke blot standsede, men hurtigst muligt gjorde omkring og forsvandt ind mod byen. Over Fredensbro forsøgte en deling på 15 tyske soldater at nå frem til Ryesgade, men allerede inden de var kommet over broen, fik de en så varm velkomst af frihedskæmperne at også de foretrak at søge dækning ind mod byen, medbringende adskillige sårede.

I god ro og orden kunne frihedskæmperne nu trække sig tilbage for at holde søndag med kone og børn efter veludført dansk dåd.

Læseforslag    
En sabotageaktions forløb   Indholdsfortegnelse
Næste side
 
 
 

modstandskampen.dk